-
OVERBLIK: Mindst 12 episoder siden april med svensk involvering
Источник: BDK Borsnyt / 10 авг 2024 09:45:24 America/New_York
Alene den seneste uge har der været tre voldsomme episoder i København - to skyderier og en eksplosion. Men disse tre episoder er blot nogle i en lang række. Ifølge National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) skyldes skyderierne en konflikt mellem en dansk bande og en unavngiven kriminel gruppe. Justitsministeren har tidligere udtalt, at der har været 25 episoder siden april, hvor kriminelle grupperinger har hyret svenske kriminelle til at udføre kriminalitet. Det er dog kun minimum 12 episoder, som offentligheden har fået kendskab til, idet flere af episoderne er blevet stoppet af politiet tidligere. Få overblik over dem er: * 6. august: En 24-årige mand og en 24-årig kvinde kaster en håndgranat ind i en kiosk på Hans Knudsens Plads på Østerbro i København. Lørdag er de blevet varetægtsfængslet frem til 2. september, sigtet for at have forsøgt at dræbe en eller flere. * 5. august: En 17-årig svensker er sigtet for at affyre seks skud med en semiautomatisk pistol ved en smykkebutik på Falkoner Allé på Frederiksberg. Drengen er blevet sigtet for drabsforsøg. * 31. juli: En 17-årig svensk dreng bliver varetægtsfængslet i fire uger efter en skudepisode i Kolding, hvor en mand bliver såret af skud i benet. Også en 37-årig dansk kvinde er anholdt i forbindelse med episoden. * 31. juli: En 16-årig svensk dreng bliver anholdt efter et skyderi på Blågårds Plads på Nørrebro. Ingen blev ramt ved skyderiet. * 17. juli: En 18-årig svensk kvinde og en svensk mand på 22 år bliver anholdt i Københavns Nordvestkvarter for våbenbesiddelse og for narkobesiddelse med henblik på videresalg. Der blev fundet 14 kilo kokain på den adresse, hvor de to blev anholdt. * 13. juli: En 19-årig svensk mand bliver anholdt for våbenbesiddelse. Han blev pågrebet i en lejlighed i København med en pistol og tilhørende ammunition. * 10. juli: To svenske mænd på 19 og 31 år bliver anholdt for våbenbesiddelse. De bliver anholdt på Flora Apartment Hotel på Amager. På grundlovsforhøret kommer det frem, at de var i besiddelse af en Glock 9 mm pistol og to patroner. * 29. juli: Konflikten mellem danske Comanches og svenske Rumba er angiveligt årsagen til en eksplosion i guldsmeden Himalaya Diamonds på Toftegaards Plads i Valby. * 22. juni: Der bliver skudt mod en Comanches rockers mors lejlighed i Hvidovre. * 3. juni: En svensk teenagepige blev anholdt i Øresundstoget på vej mod København, mistænkt for at have planer om at udføre bandedrab i Danmark. Ifølge den svenske avis Aftonbladet var drabet en opgave, hun havde fået af et bandemedlem, hun var forelsket i. * 23. april: En 16-årig svensk dreng er varetægtsfængslet for et drabsforsøg, der dog mislykkedes. Målet var en rocker fra Comanches. * 17. april: En 15-årig svensk dreng sidder fængslet for et drabsforsøg, som skulle have fundet sted ved Comanches klubhus i Brøndby. Drabsforsøget mislykkedes, fordi de personer, der skulle dræbes, ikke var til stede på adressen. Kilder: Ekstra Bladet, TV 2 Kosmopol, Københavns Politi og Ritzau. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/overblik-mindst-12-episoder-siden-april-med-svensk-involvering